Får Dorthe Nors den store pris?
Dato: 13. juni 2017

Tildeles Dorthe Nors i morgen aften en af de helt store internationale bogpriser? Omkring klokken 22.30 onsdag aften offentliggøres navnet på årets vinder af The Man Booker International Award. Det sker under en festmiddag i London, hvor Dorthe Nors deltager sammen med de øvrige nominerede internationale forfattere.

 

Det er romanen Spejl skulder blink, der har gjort Dorthe Nors til kandidat til Booker International-prisen, som gives til litteratur, der er oversat til det britiske marked.

 

Hvis Dorthe Nors vinder, deler hun æren – og de 50.000 britiske pund – med oversætter Misha Hoekstra, der har oversat Spejl skulder blink og to af Nors’ tidligere romaner til engelsk.

 

Dorthe Nors er blandt de seks internationale forfattere på den såkaldte shortlist. De øvrige er Mathias Enard (Frankrig), David Grossman (Israel), Roy Jacobsen (Norge), Amos Oz (Israel), Samanta Schweblin (Argentina).

 

Spejl skulder blink udkom på Gyldendal i 2016 og blev flot modtaget af kritikerne. I danske aviser fik den i gennemsnit 5,2 stjerner ud af seks mulige og blev rost for sit indlevende og humoristiske portræt af krimioversætteren Sonja, der tager køretimer og samtidig forsøger at finde retning i livet. Også blandt anmeldere i Storbritannien har modtagelsen været særdeles positiv – blandt andet i The Guardian, der roser Dorthe Nors’ ”genopfindelse af eksperimental fiktion”.

 

Dorthe Nors er i London tirsdag-torsdag.

 

 

Fakta om Dorthe Nors: Født 1970 og i dag bosiddende i Vedersø ved Vesterhavet.  Kandidat i nordisk litteratur og kunsthistorie fra Aarhus Universitet. Forfatter til romanerne Soul (2001), Stormesteren (2003), Ann Lie (2005), Spejl Skulder Blink (2016) samt kortromanerne Dage (2010) og Minna mangler et øvelokale (2013). Har desuden udgivet novellesamlingen Kantslag (2008), som skaffede hende gennembruddet i USA og var med på det anerkendte brancheblad Publishers Weeklys liste over de 25 bedste fiktionsudgivelser i 2014. Nors har fået to noveller optaget i det velestimerede litterære magasin The New Yorker. Og hun har fået ros af Oprah Winfrey – der om Kantslag sagde: ”I denne bog fremstår dansk skønlitteratur som dansk møbeldesign: Enkel og sublim”.

Tilmeld nyhedsbrev

E-mail